Mine mærkesager

Organdonationssagen har en særlig plads i mit hjerte. Jeg mistede min 15-årig datter, Josephine, mens hun stod på ventelisten til et nyt hjerte i april 2020. 

En personlig hjertesag som blev til en fornuftig samfundssag, der efter fire års vedholdende arbejde lykkedes mig at få en ny lov og model for aktivt fravalg vedtaget i december 2024. Læs rejsen her: Fra sorg til lov. 

Nu vil jeg medvirke til at sikre, at den implementeres bedst muligt og arbejde for større opmærksomhed på levende organdonation, så flere liv reddes og færre familier oplever den ubærlige uvished og sorg, jeg selv og mange andre i vores samfund har gennemgået når vi har pårørende stående på ventelisten eller vi mister vores kære. 

Jeg vil arbejde for, at forbuddet mod atomkraft fra 1985 ophæves, så den nyeste atomkraftteknologi kan indgå i det danske energimix over tid og sikre stabil energiuafhængighed, samtidig med at vi når vores CO₂-mål.

Ikke som en erstatning for vind og sol – men som et ansvarligt supplement, så vi som samfund ikke fortsat er afhængige af at afbrænde biomasse. I København betyder det blandt andet over 1 mio. tons CO₂ årligt fra Amagerværket. Træer skal ikke brændes – de skal plantes, hvis vi vil tage klimaet og naturen alvorligt. Atomkraft kan styrke vores forsyningssikkerhed, klimahandling og uafhængighed af andre lande.

Som ingeniør ved jeg, at komplekse systemer sjældent løses med én teknologi alene. Og som politiker mener jeg, at vi skylder danskerne at træffe beslutninger på et oplyst, teknologineutralt og langsigtet grundlag.

Derfor bør Danmark – i tråd med IDA's tilgang til atomkraft – gøre op med den politiske lukkethed fra 1985 og give plads til en åben, saglig vurdering af moderne atomkraft. Teknologien har udviklet sig markant, og hvis vi vil tage klimaansvar alvorligt, må vi turde undersøge alle løsninger, der kan bidrage til et stabilt, fossilfrit energisystem.

Atomkraft er ikke et quick fix. Men netop fordi det tager tid at analysere, beslutte og indfase, er det klogt at begynde nu.
For mig handler det ikke om ideologi – men om fornuft, ansvar og fremtidssikring af Danmark.

Når unge med mistrivsel ikke får den rette hjælp i tide, kan konsekvenserne være fatale – i værste fald selvmord. 

Mit mål er klart:Ingen bør opleve at blive sendt fra læge til læge, få skiftende diagnoser og stå uden en fast kontaktperson. Vi har desværre allerede set eksempler på det, senest i en sag beskrevet af DR i juni 2025.

Hvor psykiatripakkerne gør forskellen: 

Mine forslag handler ikke om at afskaffe 10-årsplanen, men om at bygge ovenpå:

• Hurtige, bindende forløbstider – ikke bare generelle rettigheder, men specifikke frister for akutte selvmordskriser, første-episode psykose, spiseforstyrrelser og dobbeltdiagnoser.

• Fast kontaktperson som rettighed – én person, der følger patienten og familien gennem hele forløbet.

• Én national indgang – med krav om svar inden for 24–48 timer, så man ikke kastes rundt i systemet.

• Kvalitet og gennemsigtighed – åbne tal på ventetider, genindlæggelser og pårørendetilfredshed, så vi kan se, om systemet leverer.

Psykiatripakkerne skal være et nationalt ansvar, integreret i både regioner og kommuner, og supplere 10-årsplanen med reel handling for dem, der har allermest brug for det.

Har du selvmordstanker?

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen, der ikke selv er selvmordstruet. Det hjælper at få sat ord på de svære tanker – og du kan gøre det anonymt.

📞 Ring til Livslinien på 70 201 201
💬 Chat på www.livslinien.dk
✍️ Få netrådgivning på www.skrivdet.dk

Derudover kan du få rådgivning hos Startlinjen, Psykiatrifonden, Sct. Nicolai Tjenesten og Børns Vilkår.

Mit mål er klart: At ingen unge, der rammes af et farligt alkoholmisbrug, overlades til tilfældigheder. Vi skal skabe en ny kultur, hvor fællesskaber ikke defineres af alkohol, og hvor systemet tager ansvar for at hjælpe – ikke først, når det er for sent. 

Danske unge drikker både mere og tidligere end deres jævnaldrende i resten af Europa. 40 % af danske 15–16-årige har været fulde inden for den seneste måned, og 95 % oplever, at de let kan skaffe alkohol – langt mere end i noget andet europæisk land. Samtidig ender over 30.000 unge hvert år på skadestuen på grund af alkoholskader.

Alligevel er der i dag næsten ingen systematiske afrusningstilbud til unge under 30 år, selv når de indlægges med livsfarligt høje promiller.

Jeg kæmper for en national afrusningspakke, der sikrer:

• At afrusning tilbydes automatisk ved indlæggelse med høj promille, som sundhedsloven §141 allerede giver mulighed for – men som alt for ofte overses.

• Op til 7 dages afrusningsforløb med medicinsk behandling, psykosocial støtte og en konkret plan for vejen videre.

• At vendepunktet gribes, når de unge allerede er i kontakt med systemet.

Dette skal ske i tæt samspil med en ensartet 18-årsgrænse for køb af al alkohol, som både forskning, WHO og et flertal af danskerne bakker op om. Erfaringer fra Holland viser, at hævede aldersgrænser virker: debutalderen stiger, og færre unge drikker sig fra sans og samling.

Kilder:

• 18-års aldersgrænse for køb af alkohol
• §ALKOHOL – Unges alkoholvaner og oplevelse af tilgængelighed og kontrol, 
• Increased minimum legal age for the sale of alcohol in the Netherlands as of 2014: The effect on alcohol sellers' compliance after one and two years - PubMed

Mit mål er klart: Jeg mener vi skal have ét nationalt videnscenter, hvor alle 98 kommuner både kan hente og dele erfaringer. På den måde sikrer vi, at ingen udsatte borgere eller pårørende overlades til tilfældigheder og postnummerlotteri.

Vi skal lære af vores erfaringer – som blandt andet fra H17 på Vesterbro I København, hvor der dagligt er 500–1000 stofindtag. 

Her viser praksis, at mennesker i misbrug kan mødes trygt og værdigt: ca. 80 % af indtagene er kokain, mens heroin, metadon og piller også fylder. Omkring 75 % af brugerne er mænd, gennemsnitsalderen er ca. 40 år. H17 har haft besøg af et stort flertal af landets kommuner netop fordi erfaringerne virker og efterspørges.

Et nationalt videnscenter skal i min optik:

• Bygge bro mellem sundhedsvæsen, alle landets 98 kommuner, politi og civilsamfund.

• Samle og udbrede viden, så hjælpen er ens – uanset kommunegrænser.

• Tilbyde pårørende rådgivning, så de ikke står alene.

• Sikre, at vi forebygger frem for kun at reparere – og giver håb og muligheder til dem, der står på kanten.

Kommunegrænserne må og skal ikke virke som en barriere for at få hjælp. En misbruger har ikke ressourcer til at overskue hver enkelt kommunes forskellige regler, når behovet for hjælp er akut.

For mig handler det ikke kun om politik, men om menneskelighed. Jeg har selv stået som pårørende til en misbrugsramt. Jeg ved, hvordan det føles at kæmpe for et menneske, man elsker – og alligevel opleve at føle sig svigtet af systemet.

Når vi tager ansvar for de mest sårbare, løfter vi os alle. Jeg vil arbejde for et Danmark, hvor ingen lades tilbage uden en vej videre – og hvor kommunegrænser aldrig må stå i vejen for den rette hjælp.

At miste et barn er ubærligt. Sorgen forsvinder aldrig – den bliver en livslang følgesvend, som ændrer alt. Men i Danmark står alt for mange forældre og familier alene, når tragedien rammer. Omgivelsernes berøringsangst og systemets manglende tilbud gør sorgen endnu tungere at bære.

Jeg ved, hvordan det føles på egen krop og i eget hjerte. Da jeg mistede min datter Josephine som blot 15-årig, oplevede jeg både den dybeste kærlighed og den dybeste smerte. Sorgen kan aldrig fjernes, men den kan gøres mindre ensom – hvis vi som samfund tør møde den.

👉 Derfor vil jeg arbejde for:

• National sorgstøtte: At alle forældre, der mister et barn, får adgang til professionel sorgstøtte og et trygt forløb i sundhedsvæsenet.

• Økonomisk støtte: At der på finansloven afsættes midler til Landsforeningen Mistet Barn (mistetbarn.dk), som gør et uvurderligt stykke arbejde for at støtte forældre i sorg.

• Mere åbenhed: En aktiv indsats mod tabuet omkring sorg, så vi skaber et samfund, hvor vi kan tale om tab uden frygt eller skam.

• Omsorg i fællesskaberne: Bedre vilkår for frivillige netværk, patientforeninger og civilsamfundsinitiativer, der støtter familier i sorg.

Sorg er kærlighedens pris. Den pris skal ingen bære alene. Vi kan og skal som samfund blive bedre til at drage omsorg for de mennesker, der mister – så sorgen ikke isolerer, men i stedet mødes med nærvær, forståelse og støtte.

Jeg mener, at tiden nu er kommet til at skabe de rette rammer så aktiv dødshjælp i særligt afgrænset situationer lovliggøres. 

Jeg ved at Aktiv dødshjælp er et svært og følsomt emne, der berører vores dybeste værdier om liv, lidelse og værdighed. Men jeg mener, at vi som samfund skylder at tage debatten – med både ydmyghed og respekt for de mennesker, det handler om.

For mig handler det ikke om at svigte de syge, funktionsnedsatte eller sårbare i vores samfund. Tværtimod handler det om at anerkende, at nogle mennesker – efter langvarig uhelbredelig sygdom, ulykke eller alderdomssvækkelse – når et punkt, hvor de selv ønsker at sige stop, i tæt dialog med deres pårørende og sundhedsvæsenet. Deres ønske bør mødes med respekt, ikke mistænkeliggørelse.

Jeg mener at vi som samfund både skal styrke livshjælpen og den palliative indsats – men det bør ikke udelukke en ansvarlig, klart afgrænset model for aktiv dødshjælp. 

Det handler om at sikre, at mennesker, der i dag føler sig tvunget til at søge hjælp i udlandet eller til selv at finde desperate løsninger, kan få hjælp under værdige, trygge og lovlige rammer herhjemme.

Min tilgang og holdning er formet af både personlige erfaringer og af beretninger fra danskere, der offentligt har delt deres historier – som Ebbe Preisler, der hjalp sin hustru gennem 55 år, eller Preben, der rejste til Belgien for at få hjælp, han ikke kunne få i Danmark. Deres historier viser, at vi som samfund ikke kan lukke øjnene for behovet.

Jeg ønsker og vil arbejde for en moden og medmenneskelig tilgang:

• Respekt for menneskers sidste vilje, når den er klart udtrykt og velovervejet.
• Rammesætning, der beskytter de mest sårbare mod pres og sikrer lægefaglig vurdering.
• Styrkelse af livshjælpen, så aktiv dødshjælp aldrig bliver samfundets "lette" løsning.

Vi står ved en skillevej. Aldrig før har så mange unge i Danmark kæmpet med stress, angst og følelsen af utilstrækkelighed – og aldrig før har digitale platforme haft så stor indflydelse på deres hverdag. Jeg ser det både som psykoterapeut og som far: Vi kan ikke acceptere, at mistrivsel bliver fremtidens normaltilstand.

Tech-industrien har knækket koden til at fastholde vores opmærksomhed, men som samfund halter vi bagefter, når det gælder om at ruste børn og unge til at navigere i en digital virkelighed, der konstant kalder på deres sanser og følelser. Hvis vi ikke handler nu, svigter vi ikke bare de unge i dag – men også de kommende generationer.

Vi skal tage ansvar på flere niveauer:

• Integrere undervisning i følelsesmæssig intelligens i skoler og ungdomsuddannelser.
• Skabe rammer, hvor unge kan finde ro, tryghed og restitution – både fysisk og mentalt.
  
• Give forældre, lærere og pædagoger redskaber til at støtte børn og unge i en digital verden.

Mistrivsel handler ikke kun om skærmtid og sociale medier. Det handler om at lære unge at forstå og håndtere deres følelser, så de kan stå stærkere i en verden fuld af indtryk og krav. 

Det er ikke et valg – det er en nødvendighed. For uden en sund ungdom har vi ingen sund fremtid.

Danmark står over for et afgørende valg og mulighed. Med Aftalen om Sundhedsreform 2024 og udsigten til en national folkesundhedslov har vi for første gang mulighed for at gøre forebyggelse til fundamentet i sundhedspolitikken – ikke som et tillæg, men som en bærende struktur.

Min tilgang er klar:
Forebyggelse skal tænkes tidligt, systematisk og sammenhængende – lokalt, regionalt og nationalt.

Som maskiningeniør ved jeg, at komplekse systemer skal designes rigtigt fra starten.
Som psykoterapeut ved jeg, hvor stor forskel rettidig indsats gør.
Og som far til en datter, der døde af hjertesvigt, har jeg erfaret, hvad det betyder, når systemet reagerer for sent.

Alt for mange sygdomsforløb – både fysiske og psykiske – kunne være bremset eller helt undgået med tidligere opmærksomhed, bedre sammenhæng og tydeligere ansvar.

Derfor mener jeg, at en ambitiøs folkesundhedspolitik skal bygge på:

• Forpligtende mål for sundhed og trivsel i alle kommuner

• Tidlig indsats for børn, unge og ældre – før problemerne vokser

• Stærkt samarbejde mellem sundhedsvæsen, civilsamfund og lokalsamfund

• Klog brug af sundhedsteknologi, der understøtter tidlig opsporing, forebyggelse og nærhed

• Bedre rammer for mental sundhed, bevægelse og sunde vaner dér, hvor mennesker lever deres liv

Her støtter og deler jeg den faglige tilgang, som bl.a. er beskrevet i IDAs anbefalinger om sundhedsteknologi:
Teknologi skal ikke erstatte relationer – men bruges intelligent til at frigøre tid til nærvær, forebyggelse og menneskelig kontakt.

Min tilgang er ikke ideologisk, men ansvarlig, fagligt funderet og virkelighedsnær.
Forebyggelse handler om livskvalitet, lighed i sundhed og et sundhedsvæsen, der kan holde i længden.

Jeg vil arbejde for, at folkesundhedsloven bliver mere end gode intentioner – og i stedet et redskab, der skaber reel forandring i menneskers liv.

Forebyggelse redder liv.
Og det er vores ansvar at handle – før det er for sent.

Danmark står over for store sikkerhedspolitiske udfordringer. Krigen i Europa minder os om, at vi ikke kan tage frihed og sikkerhed for givet – hverken som nation eller som mennesker.

For mig er det ikke kun et politisk spørgsmål, det er også dybt personligt. Under besættelsen var min morfar politibetjent. Da politiet blev arresteret af tyskerne i 1944, havde han få dage forinden byttet vagt med sin bedste ven – uden at nogen vidste, hvad tyskerne planlagde. Det bytte betød, at hans ven blev taget og sendt i KZ-lejren Buchenwald. Han overlevede på randen af døden og vendte hjem mærket for livet. Som barn voksede jeg op med hans fortællinger om mod, sult og sammenhold – og lærte, at frihed aldrig er noget, vi blot arver. Det er noget, vi skal værne om med mod, ansvar og fællesskab.

Jeg har selv erfaring fra forsvaret som værnepligtig og sergent i Den Kongelige Livgarde. Selvom jeg ikke har været udsendt, har det givet mig en dyb respekt for de mænd og kvinder, der i dag tjener Danmark – og for de veteraner, der lever med de synlige og usynlige ar efter tjenesten.

Det mod, som jeg lærte at respektere i min egen tid i uniform, genkender jeg hos de mange danske veteraner, der har tjent Danmark i konfliktzoner og bærer ar på krop og sjæl. Deres historier minder os om, at ansvaret for et stærkt forsvar ikke slutter, når uniformen lægges. Det fortsætter som et samfundsansvar – for at sikre, at ingen står alene med de ar, der ikke kan ses.

Jeg vil arbejde for:

• Bedre vilkår for soldaterne både under og efter tjeneste.
• En stærk forsvarsstrategi, der beskytter Danmark og vores værdier.
• Stærkere støtte til veteraner og deres pårørende – så vi som samfund tager ansvaret på os.

Ære være dem, der kæmpede – og dem, der minder os om, hvorfor vi aldrig må glemme. 

Et stærkt erhvervsliv er fundamentet for Danmarks velstand og muligheder for alle borgere. Når virksomheder blomstrer – både i by og land – kan vi finansiere skoler, sundhedsvæsen, ældrepleje og ikke mindst vores forsvar, som med nye NATO-krav i dag og i fremtiden kommer til at fylde væsentligt mere. Uden et stærkt erhvervsliv har vi ingen velfærd og ingen sikkerhed.

Min indsigt i erhvervslivets udfordringer og potentialer bygger ikke bare på teori, men på personlig erfaring: Jeg har arbejdet som international projektleder i ingeniørbranchen og været en del af ledelsen i en produktionsvirksomhed, som har været ejet af min familie i over 100 år. Det har givet mig førstehåndskendskab til, hvordan bureaukrati, skattetryk og usikre rammevilkår kan spænde ben – og hvordan klare politiske prioriteringer kan gøre en afgørende forskel for arbejdspladser, vækst og samfundets robusthed.

Jeg vil arbejde for bedre rammevilkår for alle danske virksomheder – fra iværksættere til familieejede virksomheder – så vi kan sikre, at Danmark forbliver et attraktivt sted at drive virksomhed. Og det gælder hele Danmark: Vi skal styrke både erhvervslivet i byerne og erhvervslivet i landdistrikterne, så ingen områder halter bagefter.

Jeg betyder blandt andet:

• Lavere selskabs- og aktiebeskatning – så vi holder på danske startups og vækstvirksomheder.
• Bedre vilkår for familieejede virksomheder – så generationsskifte ikke bliver en økonomisk byrde.
• En stærk grøn omstilling med vækst i fokus – hvor bæredygtighed og økonomisk ansvarlighed går hånd i hånd.
• Bedre muligheder for at tiltrække dygtig international arbejdskraft – så vi sikrer, at danske virksomheder kan vokse og udvikle sig i et globalt marked.

Når politik og erhvervsliv arbejder sammen, skaber vi resultater. Min erfaring har lært mig, at forandringer ikke sker ved skrivebordet alene – de skabes af mennesker, der tager ansvar. Det er den tilgang, jeg vil tage med ind i Folketinget - hvor politiske beslutninger skal skabe vækst, arbejdspladser og robusthed i hele Danmark.

For mig handler dyrevelfærd grundlæggende om ansvar og respekt for levende væsener – også når produktion, økonomi og effektivitet presser sig på.

Danmark er blandt verdens største producenter og eksportører af svin. Det forpligter. Når et system i praksis fører til ekstrem avl, begrænset bevægelsesfrihed, rutinemæssige indgreb og manglende mulighed for naturlig adfærd, må vi turde stille det grundlæggende spørgsmål: Er balancen blevet skæv?

Jeg mener samtidig, at vi skal tage ansvar for hele dyrets livsforløb. Derfor går jeg ind for, at smågrise i højere grad forbliver i Danmark, fremfor at blive transporteret over lange afstande til udlandet for at vokse op, før de slagtes. Lange transporter belaster dyrene unødigt og flytter ansvaret væk fra den produktion, vi som samfund selv har skabt.

Jeg mener, at vores lovgivning og praksis skal sikre, at:

• avl ikke sker på bekostning af dyrenes robusthed og trivsel

• dyr har reel bevægelsesfrihed og mulighed for naturlig adfærd

• forebyggelse prioriteres frem for rutinemæssige indgreb

• transport af levende dyr begrænses, hvor det er muligt

• dyrevelfærd ikke reduceres til et minimumskrav, men ses som en kvalitetsstandard

Dyrevelfærd er ikke et enten-eller mellem landbrug og etik. Det er et spørgsmål om at tage ansvar for helheden – for dyrene, for landmændene og for den tillid, samfundet giver til vores fødevareproduktion.

Danmark skal være kendt for ordentlighed hele vejen rundt – også i den måde, vi producerer og transporterer dyr på.