Det grønne selvbedrag i en kold tid

Er vi så grønne, som vi går og tror? Minus 15 grader. Radiatorerne buldrer. Vi tænder for varmen med god samvittighed. Men hvad hvis den grønne fortælling ikke helt holder?

I min længere kommentar "Det grønne selvbedrag i en kold tid" stiller jeg et spørgsmål, der længe har været fraværende i den danske energidebat:

Er det virkelig bæredygtigt at brænde millioner af tons træ af og kalde det grønt – samtidig med at vi forbyder os selv at undersøge moderne atomkraft?

København alene udleder over 1 million ton CO₂ fra biomasse om året. Det svarer til næsten en halv million benzinbiler. Alligevel kalder vi det klimavenligt.

Læs hele indlægget her og tag selv stilling.

Minus 15 grader. Sne i gaderne. Radiatorerne buldrer i de københavnske hjem.

Jeg troede, jeg gjorde det med grøn samvittighed. Det gjorde jeg ikke.

Over én million tons træflis bliver hvert år brændt af på Amagerværket, så 625.000 københavnere og 40.000 erhvervskunder kan holde varmen. Træ importeret fra udlandet. Skove fældet langt herfra.

Resultatet? Over én million tons CO₂ alene i København. Og vi kalder det grønt.

1 mio. ton CO₂ svarer til udledningen fra næsten en halv million benzinbiler på et år – eller omkring 220.000 olympiske svømmebassiner fyldt med CO₂.

Danmarks Statistik viser, at CO₂ fra afbrænding af biomasse i energiforsyningen i 2024 udgør 10,3 millioner ton CO₂-ækvivalenter. Tre gange så meget som udledningen fra fossile kilder i energiforsyningen.

Tre gange.

Samtidig fylder olie, gas, biomasse og affald fortsat massivt i vores energiproduktion – ca. 75 procent. Vind og vand står for omkring 16 procent. Varmepumper og geotermi 8,5 procent. Sol 3 procent.

Vi er ikke så grønne, som vi fortæller os selv.

Er det virkelig bæredygtigt at fælde og importere træ for at brænde det af i danske kraftvarmeværker? Træer, der burde optage CO₂ – ikke gå op i røg over København.

Som varmeingeniør har jeg selv været med til at konvertere over 300 varmecentraler i København fra damp til fjernvarmevand. Jeg ved, hvordan systemet hænger sammen.

Jeg kalder det, hvad det er: Politisk hykleri.

Ja, vi skal fortsætte med vind og sol. Men vi skal også turde sige sandheden: Biomasse er ikke den langsigtede løsning. Den udleder CO₂ og bidrager til luftforurening med partikler og NOx. Træer skal plantes. Ikke brændes.

Derfor stiller jeg det spørgsmål, mange stadig forsøger at undgå:

Hvorfor forsker vi ikke i moderne atomkraft i Danmark?

Små, modulære reaktorer – SMR – kan levere både stabil el og fjernvarme. CO₂-udledningen ligger på niveau med vind og sol over hele livscyklussen.

Det er ikke en mavefornemmelse.

I januar 2026 offentliggjorde Ea Energianalyse og VTT en analyse bestilt af Energistyrelsen. Den peger direkte på hovedstadsområdet og Aarhus som oplagte steder at undersøge SMR som kraftvarmeløsning, netop fordi vi har stærke og udbyggede fjernvarmenet. I scenarierne placeres 300 MW i København og 300 MW i Aarhus for at kunne udnytte varmen.

Konklusionen er klar: Hvis varmen bruges, forbedres den samfundsøkonomiske balance markant.

Det er ikke science fiction. Det er konkret analyseret for København.

EU anerkender atomkraft som et redskab i den grønne omstilling og i frigørelsen fra Putins gas. Energikommissær Dan Jørgensen har peget på teknologien som ét af flere værktøjer til at gøre Europa mere uafhængig og nå klimamålene.

Men i Danmark står et forbud fra 1985 stadig og spærrer vejen.

Et politisk levn fra en anden tid. Før klimakrisen. Før energikrisen. Før vi lærte, hvor dyr afhængigheden af russisk gas kan være.

Konsekvensen er konkret:
Vi forhindrer ikke bare etablering.
Vi svækker også danske udvikleres mulighed for at rejse kapital og konkurrere med udlandet.

Der forskes i fission i Danmark, og der er netop afsat midler til området. Men forbuddet betyder, at store institutionelle investorer ikke frit kan investere i de danske SMR-udviklere.

To danske selskaber bliver dermed bremset i deres mulighed for at udvikle løsninger i konkurrence med lande, der aktivt investerer i teknologien. Det svækker vores innovationskraft – i en tid, hvor energisikkerhed er sikkerhedspolitik.

Vi har altså et eksploderende biomasseforbrug, millionudledninger af CO₂, en statslig analyse, der peger på potentiale i København og Aarhus, danske virksomheder, der vil bidrage – og et Europa, der bruger atomkraft som værn mod Putins gas.

Alligevel holder vi fast i et forbud fra 1985. Det er ikke grøn realisme. Det er politisk berøringsangst.

Samtidig investerer Sverige massivt i ny atomkraft. Barsebäck – 23 kilometer fra København – kan igen blive atomkraftområde.

Vi importerer strøm fra atomkraft. Vi brænder træ af i millionklassen. Vi taler om uafhængighed af Putins gas.

Men vi forbyder os selv at skabe de fulde rammer for udvikling og investering.

Det hænger ikke sammen.

Jeg siger ikke, at vi skal bygge et atomkraftværk i morgen.
Jeg siger, at vi skal ophæve forbuddet, så vi kan forske, udvikle og træffe beslutninger på et oplyst ærligt grundlag.

Hvis vi mener det alvorligt med klimaet – og med energisikkerheden – kan vi ikke fortsætte med at brænde skove af og kalde det grønt.

Vi skal bruge alle de værktøjer, der virker.

Jeg vil kunne skrue op for varmen en vinteraften – uden at det sker på bekostning af klimaet, uden at det sker på bekostning af sandheden, og uden at det gør os afhængige af andre.

Det burde ikke være kontroversielt.

Det burde være sund fornuft.

Mads Sebbelov, Maskiningeniør og Folketingskandidat Københavns Storkreds for Moderaterne